Lektørerne skrev...

Sten til racerløb

Sten kører gokart

Anvendelse/målgruppe/niveauBøgerne henvender sig til 8-10-årige drenge (2.-3. kl.), der elsker fart, køretøjer, teknik og konkurrencer. Forsiderne strutter af bil-begejstring; den ene med hovedpersonen Sten som engageret tilskuer ved racerløb og den anden med Sten som aktiv gokartkører. Velegnet både som læsetræning og fritidslæsning. Også god at læse op for mindre børn. Beskrivelse

Bøgerne er indbundne og har et smukt layout. Peter Hindsgavl skriver i et letforståeligt sprog, bruger forholdsvis korte sætninger, delestreger ved svære ord og bryder siderne op i små læsevenlige tekstafsnit. Fin vekslen mellem dialog, beskrivelser og Stens tanker. Andreas Erstlings smukke helsidesbilleder understøtter fint teksten. Det handler mest om far-søn oplevelser. I første bog er de til racerløb, og de har fået perfekte siddepladser på tribunen. Det bliver en pragtfuld dag, og Sten lærer meget om biler, flag, pit m.m. af sin far. I anden bog glæder Sten sig overmåde meget til sin fødselsdagsfest. Først da drengene har spist forældrenes lækre hjemmelavede pizzaer afsløres det, at de skal ud og køre gokart med Stens far. Det bliver en fantastisk oplevelse for alle.

SammenligningSkønlitterære letlæsningsbøger om racerløb og gokart er en mangelvare. Derimod findes der både lette og svære fagbøger herom og også et indskolingsmateriale med bl.a. Jonas kører gokart.Samlet konklusion

Absolut rendyrkede drengebøger, der både leverer gode historier og samtidig gør læseren klog på racerløb og gokart. Anbefales varmt børne- og skolebibliotek.

Lektør: Helle Andersen

Sten bliver maskot

Anvendelse/målgruppe/niveauDette er 3. bind i serien om drengen Sten, der er helt vild med biler og racerløb. Målgruppen er især drenge i 3.- 4. klasse. Beskrivelse

Der fortælles en lille, enkel historie om drengen Sten, der sammen med sin far tager til et motorløb på Nürburgring i Tyskland. Et 24 timers løb med 250 biler. Her er Sten så heldig at få lov til på nærmeste hold at følge løbet, snakke med en racerkører og iagttage mekanikernes travle arbejde i pitten. Teksten, der er let at læse, er fyldt med replikker og dialog, der former sig som spørgsmål fra bogens hovedperson og svar fra racerfolket. Enkelte steder er der anvendt stavelsesdeling. Der er en del fagudtryk som pit, safety car osv. Teksten ledsages af en del helsides let stiliserede illustrationer.

Sammenligning

Bogen ligner de øvrige i serien: Sten til racerløb og Sten kører gocart.

Samlet konklusion

Bogens indhold er indbegrebet af en motorglad drengs drøm, nemlig at få lov til at være tæt på, hvor det hele sker - med masser af motorlarm, benzinlugt og udstødningsgas. Højdepunktet for Sten er at blive udnævnt til holdets mascot. Der fortælles ganske ligetil og uden at glorificere sporten. Historien virker realistisk. Forsideillustrationen med titlen i fartstriber og den røde, dominerende racerbil i centrum vil helt sikkert tiltrække læserne - først og fremmest drenge. Fra 9 til 11 år.

Lektør: Bodil Pedersen